Plusbogs sommerlæseleg (in Danish)

sommereng

Jeg risikerer ganske vist at forringe mine chancer for at vinde, men jeg synes nu alligevel I lige skal høre om den her sommerkonkurrenceting. Hvis I ikke allerede kender den. Plusbog udfordrer alle til at læse 10 bøger med 10 forskellige temaer inden 31. august og derved deltage i konkurrencen om en bogpakke med 10 bøger. Jeg aner ikke hvilke bøger det er og om de er værd at læse, men det er bøger og siden der ikke er noget rigtigt starttidspunkt, kan de fleste nok præstere 10 bøger. Altså hvis man nu siger sommeren startede lidt tidligt.

De 10 temaer/kategorier og de bøger jeg indtil videre har læst og planlægger at indsende.

En bog anbefalet af en ven 
The Narrow Road to the Deep North af Richard Flanagan (anmeldt her)- ganske vist anbefalet af en ven, jeg aldrig har mødt, og som ikke selv havde læst den. Men ikke destro mindre…

En bog der har vundet en pris
Det bliver nok All the Light We Cannot See af Anthony Doerr, men hvis jeg ikke når den, så bytter jeg bare lidt rundt og smider Flanagan ind her.

En paperback
Her tager jeg nok bare en, der ikke passer ind andre steder. Jeg læser næsten kun paperbacks.

En e-bog
Wise Blood af Flannery O’Connor, som jeg godt nok ikke er helt færdig med endnu. Ellers bliver der nok tilpas andet at vælge i mellem efter ferien.

En bog om kærlighed
Americanah af Chimamanda Ngozi Adicie (anmeldt her) – finder også sted i et land jeg aldrig har været i, Nigeria, men jeg planlægger at læse en anden bog, der nok kan bruges på denne i løbet af ferien.

En bog der finder sted i et land du aldrig har været
Vi får se.

En bog om familier
So Long, See You Tomorrow af Maxwell Williams (anmeldt her)

En bog af en dansk forfatter
Profeterne i Evighedsfjorden af Kim Leine, selv om jeg læste den i for-forsommeren. Sssh.

En bog der finder sted om sommeren
Den sværeste af dem alle. Intet jeg læser finder sted om sommeren. Så her må jeg nok være lidt kreativ eller udvide definitionen lidt. Måske bare et sted, hvor der er sådan lidt varmt.

En bog der handler om at rejse
A Walk in the Woods af Bill Bryson (anmeldt her) – Plusbog foreslår selv Wild, så den fornøjelse skal de ikke have.

Hvis du selv vil være med, og man skulle da være et skarn, ikke sandt? Så kan du finde info på Plusbogs side. De har også forslag til bøger, der passer til kategorierne. (To Kill a Mockingbird har man vel læst, hvis alt andet fejler).

Glædelig (sen)sommerlæselyst!

 

sommer2